Der er udgivet et hav af Snooker apps i de seneste år, både spil, undervisning og apps med videoklip og nyheder. Her får du et overblik over nogle af de mere interessante Snooker apps til iPad.

Spil

Pro Snooker 2012 har mange muligheder for at indstille fx bordstørrelse og form(!), antal baller i spil, underlag osv, og ball’erne opfører sig realistisk på bordet (hvilket ikke altid er tilfældet i Snooker-spil!). Brugervenligheden er dog ikke den bedste, og der er andre spil, der har en mere intuitiv måde at styre køen på. Selve app’en er gratis, og det er også nok til at komme i gang – derfra kan man så købe sig til forbedringer og flere muligheder.

Snooker Club er et asiatisk inspireret Snooker-spil med storbarmede og tatoverede asiater ved bordet, og mere af et “voksen-tema” end de fleste andre Snooker-spil. Det koster 32 kr. og derudover er der mulighed for in-app køb.

International Snooker 2012 er nok det mest realistiske og nemme at komme i gang med. Brugervenligheden er i top, og det er let at justere vinkel, spin osv på stødene.

World Snooker er det eneste af spillene, som er officielt godkendt af World Snooker og som indeholder billeder og profiler på 31 rigtige spillere, herunder størstedelen af top 32 (anno 2011) samt Steve Davis og Jimmy White. Desværre virker selve spillet (måden ballerne løber på filten osv) ikke helt realistisk. Spillet koster 19 kr.

Lær at spille Snooker

Snooker Coaching School HD giver dig et grundkursus i mange af spillets facetter. Teknik, potting, stødbalkontrol, førskudsrutine, valg af stød og snooker psykologi er de seks hoved-afsnit, som tilsammen indeholder 29 lektioner (med billeder) og 23 videoklip. Perfekt hvis du vil blive bedre til selv at spille snooker.

iWhirlwind handler naturligvis om “Whirlwind” Jimmy White. App’en indeholder både interviews med Jimmy om hans karriere (af Michaela Tabb), og instuktionsvideoer om taktik, cue control, osv.

Nyheder, kampe, osv.

Snooker Legends giver dig mulighed for at se en række af klassiske kampe og frames med legender som Alex Higgins, Stephen Hendry og Ronnie O’Sullivan. Selve app’en er gratis, men der skal betales for noget af indholdet.

Andre?

Hvis der er nogle gode apps, som vi har overset, så skriv det endelig til os i kommentarfeltet herunder, og vi tilføjer dem til listen, hvis de er gode nok 🙂