Ronnie O’Sullivan kommer til København for første gang nogensinde den 25-26. marts 2016, hvor han vil spille en række opvisningskampe i Copenhagen Pool og Snooker house. Med sig tager han verdens bedste kvindelige dommer Michaela Tabb og den tidligere vinder af UK Championship, legenden John Virgo, som vil brilliere med sine fantastiske trick-shots.
Det er lidt af et scoop, som Copenhagen Pool og Snooker house har lavet her. Men det er heller ikke gratis. Legender som Ronnie, Michaela og Virgo koster en pæn sjat, og der er ikke plads til mange tilskuere. Til gengæld er man garanteret en unik, eksklusiv oplevelse og der er nok også en god chance for at få en autograf og et billede med hovedpersonerne.
Hvad der gør arrangementet endnu mere specielt er, at Ronnie O’Sullivan ikke har spillet en officiel turneringskamp siden sit 13-9 nederlag til Stuart Bingham i kvartfinalen ved VM 2015. Heldigvis har han meddelt sit længe ventede comeback til The Masters i januar 2016, men der er stadig blevet længere mellem mulighederne for at se ham spille på TV.
Standard-billetterne koster 1.590,- per arrangement (enten fredag eller lørdag), men inkluderer så også aftenbuffet, desert og et par overraskelser. Der er (nok på grund af prisen) endnu ikke udsolgt, men mon ikke der bliver lagt et par billetter til “Ronnie O’Sullivan i København” under juletræerne i år?
Køb billetter og læs mere om arrangementet hos Copenhagen Pool og Snooker House.
Arrangementet er en del af den såkaldte Snooker Legends turné, som med Ronnie i hovedrollen tager rundt til klubber o.lign. (mest i Storbrittaninen) for at give fans og amatørspillere chancen for at møde legenden. John Virgo er tit med for at demonstrere sine trick-shots og også Jimmy White er meget brugt. Senest har Snooker Legends annonceret, at det også er muligt at booke den største af dem alle, den 7-dobbelte verdensmester Stephen Hendry, til en club night. Læs mere om Snooker Legends på snookerlegends.co.uk.