Med en finalesejr over Stephen Maguire på 5-2 i sæsonens første snooker-turnering, Riga Open, lykkedes det endelig walisiske Ryan Day at vinde et ranking-trofæ efter 19 år som professionel snookerspiller.
Det var en kærkommen sejr til Day, som trods 10 år i top 30 – heraf 2 år i top 10 – ikke tidligere har prøvet at vinde en af de betydende turneringer. Efter det i 2016/17 lykkedes veteranerne Mark King og Anthony Hamilton at vinde deres første ranking-turneringer, var Ryan Day således en af de næste i køen af “spillere, der har været længst i toppen uden at vinde noget som helst”.
Omvendt forlængedes trofæ-tørken for modstanderen, Stephen Maguire, der stod i sin første ranking-finale, siden han i 2013 vandt Welsh Open på Day’s næsten-hjemmebane i Newport, Wales. Maguire har i mange år tilhørt verdens-eliten, men han røg i sidste sæson ud af top 16 for første gang siden 2005.
Der blev i det hele taget vist gode takter af de mere erfarne spillere i sæsonåbningen. Ken Doherty røg i sidste sæson helt ud af top 64, og dermed også af snooker-touren, og han er derfor kun med i år, fordi han har fået tildelt et wild card af World Snooker. Det var dog ikke til at se på hans spil, og verdensmesteren fra 1997 nåede i Riga frem til sin første semifinale siden 2013, før han blev stoppet af Maguire. Joe Perry og Mark Williams nåede begge frem til kvartfinalerne, mens veteranen “Whirlwind” Jimmy White nåede at komme med blandt de sidste 16. Det hører dog med til historien, at turneringen ikke var så stærkt besat, som den kunne have været. Således havde verdens 4 bedste (Selby, Higgins, Trump og Ding) ikke engang forsøgt at kvalificere sig, mens Mark Allen og Shaun Murphy røg ud i kvalifikationsturneringen. Der var derfor kun 3 spillere fra top 10 med i hovedturneringen.
Endelig bød turneringen på i hvert fald én gedigen overraskelse, da tyske Lukas Kleckers i sin allerførste kamp i en ranking-turnering nogensinde slog den tidligere verdensmester og regerende Riga Open-champion Neil Robertson med 4-3 i 1. runde. Også 46-årige Paul Davison, som før turneringen var verdens nr. 91, havde fundet det gode spil frem med sejre på hhv. 4-2 og 4-0 over de fremadstormende talenter Zhou Yuelong og Hossein Vafaei. Davison opnåede dermed sin bedste placering nogensinde i en ranking-turnering.
Den anvendte billede af Ryan Day er taget under German Masters 2014 og er frigivet på Wikimedia Commons på en CC-by-sa 4.0-licens af Martin Rulsch.