En nyskabelse i denne snookersæson er den såkaldte Home Series, som består af fire store turneringer på de britiske øer. Tre af dem er helt nye på turneringskalenderen, herunder English Open 2016 som spilles i Event City i sportsmetropolen Manchester i efterårsferien (10-16. oktober).
Hvor spilles turneringen?
English Open 2016 spilles i Event City, Manchester, i nærheden af Manchester Uniteds legendariske hjemmebane Old Trafford. Tidligere på året blev også Players Championship finalen spillet samme sted med stor succes.
Manchester har undergået en stor udvikling i de senere år, og er i dag en både moderne og trendsættende storby med masser at byde på, især for de sportsinteresserede. Med sin placering midt i England og med sin egen internationale lufthavn, den tredjestørste i landet, er der i øvrigt både nemt og billigt at komme til byen, som også kan fungere som en base for besøg i fx Liverpool, Preston eller endda Wales.
Selve spillestedet, Event City, åbnede i sin nuværende form i 2011 og er det største udstillings- og eventcenter i England udenfor London. Ved siden af ligger bl.a. Trafford Centre, det næststørste butikscenter i landet. Det er derfor også nemt at komme til og fra centrum i en af de busser, som kører mindst her tiende minut det meste af dagen.
Hvornår spilles turneringen?
Turneringen spilles fra 10. til 16. oktober 2016. Den får deltagelse af 128 af verdens bedste snookerspillere, som alle starter i første runde. De indledende runder spilles fra den 10. til den 13. oktober, kvartfinalerne den 14. oktober, semifinalerne den 15. oktober og finalen i English Open 2016 i Snooker spilles eftermiddag og aften, søndag den 16. oktober.
Hvor køber jeg billetter og hvad koster de?
Billetterne kan købes online hos TicketLine.
Dagsbilletter koster fra £16.50 i første runde til £60 for hele finaledagen. Dertil kommer et mindre booking-gebyr. Der er ret gode besparelser på nogle af billetterne, hvis man booker inden udgangen af august. For eksempel kan en dagsbillet til kvartfinalerne lige nu fås for £27.50 inkl. gebyr mod ellers £38.50.
Hvor kan jeg bo i nærheden af English Open 2016?
Der ligger en række discount-hoteller fra kæden Premier Inn tæt på Event City, bl.a. Premier Inn Trafford North. Da det imidlertid er et stykke uden for byen, i et ellers forholdsvis uinteressant område (med mindre man bare vil shoppe), kan det anbefales at finde noget tættere på centrum, som samtidig ligger i nærheden af buslinien ud til spillestedet. For den fodbold-interesserede, kan man overveje Hotel Football Old Trafford, som har et klart fodboldtema og som ligger lige ved siden af United-hjemmebanen. Det er ikke helt i centrum, men ca. halvvejs mellem bymidten og Event City. Samtidig er det tæt på den trendy bydel Salford, med sine skyskrabere og kanalmiljøer. Vil man hellere bo helt inde i centrum, kan man finde et hotel nær Piccadilly Gardens lige i midten af det hele.
Hvordan kommer jeg til Manchester?
Easyjet og SAS har daglige flyvninger fra København til Manchester – flyvetiden er ca. 2 timer og prisen (med EasyJet) under 1000 kr retur, hvis man bestiller i rimelig tid. Man kan være heldig at få samme lave pris med SAS i særlige kampagneperioder. Bor man i Jylland kan det sommetider bedre betale sig at flyve fra Hamburg, hvor både EuroWings har dagligt afgange og EasyJet flyver nogle gange om ugen. Fra Manchester Lufthavn er der kun ca. et kvarter i tog ind til Manchester Piccadilly stationen i bymidten.