I 2017 spilles snooker-turneringen Champion of Champions for femte gange i den midt-engelske by Coventry. Turneringen har udelukkende deltagelse af turneringsvindere fra året, der er gået, så spillerne er formstærke og sultne efter af blive mestrenes mester. Det kræver kun en kort flyvetur til Birmingham, og så 30 minutter i tog, så er man nået fra København til Coventry. Skal du over og se snooker i verdensklasse til Champion of Champions 2017?
Hvor spilles turneringen?
Turneringen spilles igen i Ricoh Arena i udkanten af den engelske storby Coventry lidt øst for Birmingham. Arenaen er hjemmebane for League One-fodboldklubben Coventry City – men snookerturneringen spilles naturligvis ikke på selve fodboldbanen, men i den tilknyttede 6.000 kvadratmeter store opvisningshal, Jaguar Hall. Der ligger også et casino i komplekset, samt et hotel, så man kan bo lige ved siden af.
Hvornår spilles Champion of Champions 2017?
Turneringen spilles fra 6. november til 12. november 2017. De seksten spillere inddeles i fire grupper, og hver gruppe spiller færdig på en dag med to “semifinaler” (bedst af syv frames) om eftermiddagen (kl. 13 engelsk tid) og gruppefinale (bedst af 11) om aftenen (Kl. 19 engelsk tid). Lidt usædvanligt spilles de to “rigtige” semifinaler mellem de fire gruppevindere så henholdsvis fredag og lørdag aften (bedst af 11), og søndag spilles så finalen (bedst af 19). Der er altså ikke eftermiddagskampe fredag og lørdag.
Hvor køber jeg billetter og hvad koster de?
Billetsalget er startet i marts 2017. Dagsbilletter til gruppekampene koster £21 for en dagsbillet. Billetter til semifinalerne kan fås fra £25, en billet til hele finalendagen koster fra £50. Der pålægges generelt et 10% administrationsgebyr på alle billetkøb, så for finalen bliver det altså fra £55.
Det er også muligt at købe premium og VIP-billetter. Premiumbilletterne (fra £51 for en session eller £91 for en dag) kan købes til alle dagen, og de giver prioriteret adgang, gode pladser (til semifinale og finale) samt voucher til mad, ear-piece og program.
VIP-billetter fås kun til semifinalen og finalen og inkluderer frokost og/eller middag i Tournament Lounge, mulighed for at se spillerne træne og måske hilse på nogle af dem, bedst mulige pladser, samt de “gaver” der også er med i Premium-pakken.
Billeter kan købes hos The Ticket Factory.
Hvor kan jeg bo i nærheden af turneringen?
I selve Ricoh-komplekset, hvor Champion of Champions 2017 bliver spillet, ligger det unikke Doubletree by Hilton at Ricoh Arena, hvor spillerne også typisk bor. Det er muligt at få værelser ud mod fodboldbanen (pitch view), men disse er af en meget blandet kvalitet, da nogle af dem også bruges som lounge eller tilskuerrum under fodboldkampene. Det kan derfor anbefales at booke en suite eller et værelse der vender væk fra banen. Se beskrivelsen af en rejse til Champion of Champions i 2014 for lidt billeder og tekst om komplekset og turneringen. Hotellet har dog skiftet ejer (fra DeVere til Hilton) siden 2014, så det kan have betydet noget for indretningen af hotellet.
Ca. en kilometer fra arenaen, i bydelen Longford ud mod en motorvej, ligger det hæderlige kædehotel Novotel. Det er ganske ok, men der ligger intet af interesse i nærheden. Der ligger enkelte gode hoteller i midten af Coventry, som imidlertid er godt 6 kilometer fra Ricoh Arena. Der ligger et stort indkøbscenter ved siden af arenaen, der som nævnt også byder på restaurant og casino, så det er muligt at bruge al tiden derude, også når der ikke spilles.
Vil man bo i centrum, kan man tage bus 4 eller 5 fra stoppestedet Pool Meadow – turen tager ca 25 minutter til stoppestedet Arena Park/Tesco – derfra er der en lille gåtur til selve arenaen.
Hvordan kommer jeg til Coventry?
Birmingham lufthavn ligger tæt på Coventry, og SAS har to daglige afgange dertil fra København. Bus 900 kører direkte fra lufthavnen til Coventry hvert kvarter i dagtimerne, og køreturen er kun på ca. 40 minutter. En taxa fra Coventry togstation til Ricoh Arena koster ca. £10 og tager, afhængigt af trafikken, mellem 10 og 20 minutter. Man kan også forholdsvis nemt og billigt tage toget til Birmingham (ca. 10-15 minutter) og skifte til et tog til Coventry (ca. 15-20 minutter).
Derudover er der gode togforbindelser til byen fra både Manchester Lufthavn (lidt over to timer med skift i Crewe) og fra stationen London Euston (1-1½ time i direkte tog). Både SAS, Easyjet og Norwegian flyver til Manchester og London.
Hvis artiklen har vækket din interesse, og du overvejer at tage til Champion of Champions 2017, så send gerne dine eventuelle spørgsmål i en kommentar herunder. Webmasteren har selv været i Coventry til turneringen i 2014 og kan svare på en del 🙂