Den første fredag i 2017 dragede Hr. og Fru Snookerrejser en tur til Irland for at se turneringen Irish Legends Cup 2017. Det var på flere måder en usædvanlig tur. Det var vores første turnering i Irland. Vores første turnering, der ikke var arrangeret af World Snooker. Vores første turnering, hvor der blev spillet hold mod hold. Og, nå ja – vores første turnering, hvor vi skulle til champagne-reception med spillere og dommere.
Først kort om turneringen. Irish Legends Cup er en turnering, der arrangeres af Snooker Legends, et privat firma drevet af Jason Francis. Snooker Legends har siden 2009 arrangeret opvisningskampe og mini-turneringer med nogle af snookersportens helt store navne. Ronnie har været en gennemgående figur, og dommerne Jan Verhaas og Michaela Tabb har også tit været brugt. Det samme gælder legenderne Dennis Taylor, Willie Thorne og John Virgo, der ofte har fungeret som konferencierer og kommentatorer. Endelig var det også Snooker Legends som i marts 2016 – i samarbejde med Lasse fra Copenhagen Pool & Snooker House – fik Ronnie til København.
Selve Irish Legends Cup er en hold-turnering, hvor et engelsk hold spiller mod et irsk hold over to dage. Der spilles en blanding af doubles og individuelle kampe – lidt som i golf-sportens Ryder Cup. For England deltog Ronnie O’Sullivan, Mark Selby, Kyren Wilson og holdkaptajnen Jimmy White. For Irland kæmpede Joe Swail, Mark Allen, Ken Doherty og holdkaptajnen Fergal O’Brian. Dommere var Verhaas og Michaela, og festlighederne blev styret og kommenteret af Dennis Taylor (ham med de store briller, der slog Steve Davis i VM-finalen 1985 på den sidste sorte) og John Virgo (tidligere top-spiller, og senere kendt for sine trick shots og som kommentator på BBC).
Goffs Horse Sales
Turneringen blev spillet lørdag og søndag den 7-8. januar på Goffs, et internationalt kendt heste-auktionscenter ca. 40 km sydvest for Dublin.
Vi havde kun købt billetter til kampene om søndagen. VIP-billetter til 1. session og Premium-billetter til 2. session om aftenen. Vi var fløjet til Dublin fredag aften og havde brugt lørdagen i Dublin, før vi sent om eftermiddagen tog en bus videre ud til byen Naas. Kl. 11:30 søndag formiddag tog så en taxa fra vores hotel, Lawlors i Naas, til Goffs, hvor vi ankom ca. 11:45.
Merchandisesalg på Goffs
Goffs ligger et stykke væk fra alt, men dog kun 10-15 minutter i taxa fra hotellet. Det er et ret imponerende sted, med en flot anlagt indgang med springvand, hesteskulpturer osv. Noget lidt andet, end vi er vandt til fra vores snookerrejser.
Vi blev vel modtaget i foyeren og fik vores adgangskort, og kunne så lige nå en øl og sodavand inden receptionen. Der var også en bod med diverse merchandise, bl.a. signerede billeder, bøger om bl.a. Jimmy White og Snooker Legends, køer, baller, plakater mv.
Reception – Michaela Tabb og Jan Verhaas sidder klar
Kl. 12:00 blev vi så lukket ind til receptionen på 1. salen. Vi var vel ca. 40 personer med VIP-adgang. Vi fik tilbudt et glas champagne, og Jason fortalte så om planen: Spillere, dommere og kommentatorer ville alle komme ind og sætte sig ved et langbord. Her ville vi så efter tur kunne komme op og få signeret alt det, vi kunne tænke os. Derefter ville berømthederne komme ud og mingle, og der ville være mulighed for at snakke og få taget selfier. Ja tak. Vi fik Ronnie til at signere fruens udgave af hans nye krimi Framed, Jimmy White signerede det af ham forfattede forord til bogen om Snooker Legends, og derudover fik vi en signatur fra alle de tilstedeværende i “programmet”.
Ronnie O’Sullivan i godt humør
Til sidst bad vi Jason Francis selv om at signere Legends-bogen – han er tydeligvis ikke vant til, at folk vil have hans underskrift, for han blev helt forvirret (“You want ME to sign it??”), men vi tænkte, at når det nu er ham, der er manden bag, ville det være meget passende. Så han måtte bede Selby om en kuglepen og signere bogen, mens Jesteren stod og grinede bagved. Derefter fik vi hilst på et par legender eller 5, og vi er nu foreviget på billeder med Ronnie O’Sullivan, Ken Doherty, Dennis Taylor, Jimmy White og Michaela Tabb. Nogle af de andre havde vi i forvejen.
Spillebordet i Goffs
12:45 var det slut med receptionen og tid til, at spillerne skulle gøre sig klar til anden halvdel af Irish Legends Cup 2017, mens tilskuerne fandt deres pladser. Vi havde til denne første session pladser på 2. række i siden ved enden af bordet, helt dernede hvor spillere og konferencier stod under kampen. Det er modsat en almindelig turnering, hvor spillerne typisk sidder med ryggen til publikum. Men fremragende pladser. Selve “hallen” var også fin og rigtig velegnet til formålet. Snookerbordet stod i det indelukke, der normalt bruges til at vise de dyre fuldblodsheste frem, og så er der pladser næsten hele vejen rundt om. Det giver en intim atmosfære, hvor alle kan se, og hvor man virkelig føler, man er tæt på begivenhederne. Undervejs stod flere af de spillere (og spillerkoner), som ikke var i kamp, oppe på en balkon for enden af bordet og kiggede med.
Det engelske hold – Selby, White, O’Sullivan og Wilson
Til introduktionen præsenterede englænderen John Virgo og ireren Dennis Taylor henholdsvis det engelske og det irske hold. John Virgo gjorde det forholdsvis traditionelt, mens den altid humørfyldte Dennis Taylor lavede en lille irsk dans med sine spillere, efterhånden som de kom ned. Ken Doherty fik endda sin søn på 6-8 år til at løbe foran sig ned til bordet med et irsk flag som kappe. Meget stemningsfuldt. Alle spillerne modtog deres velfortjente hyldest, og efter 5-7 minutter var det så tid til at sætte selve spillet i gang.
Alle kampe ved Irish Legends Cup 2017 bestod af kun 1 frame(!), men de skulle så også spille bedst af 35. På 1. dagen var der blevet spillet 12 kampe, og England førte 7-5, så der var masser af action tilbage om søndagen
Tredje session ved Irish Legends Cup 2017
De første 2 frames var doubler. To mod to, hvor spillerne skiftedes efter hvert break. Det gav en interessant dynamik, og det var sjovt at se spillerne heppe lidt på hinanden og virkelig involvere sig i holdkammeratens stød. Det er man ikke vant til at se i en individuel sport som snooker. Derefter var der 4 singler. Bl.a. mødtes Mark Allen og Ronnie O’Sullivan. Ronnie lavede 72 med 75 tilbage på bordet. Allen kom ind og rydtede op, så han vandt pointet med 73-72 til den lokale irske publikums store tilfredshed. Ved slutningen af 3. session stod det dog 11-7 til England.
Eftermiddagskampene var færdige ca. 16:40, og man kunne derefter lige nå at få sig lidt mad, inden 4. session begyndte kl. 18. Maden var ikke prangende. Lidt hotdogs, kylling i karry og lignende i det lille lokale cafeteria. Der var desværre ikke mulighed for at nå til nabobyen Kill, som efter sigende skulle have en glimrende Gastro-pub.
Klar til finalesessionen fra vores plads på 1. række
Kl. 18 var vi så igen klar i salen, nu på 1. række og en blok tættere på midten. I modsætning til tidligere var der nu også fuldt hus, og stemningen var helt i top. Der blev spillet 2 gange 4 singler. På grund af formatet, hvor holdkaptajnerne vælger rækkefølgen af deres egne spillere uden at kende modstanderens rækkefølge, mødtes Allen og O’Sullivan igen, men denne gang med sejr til Ronnie efter et pænt 116 break.
Dennis Taylor og John Virgo skiftedes til at kommentere 2 frames hver, og det var glimrende underholdning. Dog kan man blive lidt træt af Virgo’s evindelige udbrud “Where’s the cue-ball going?” hver gang hvid bare tilnærmelsesvis nærmer sig en af lommerne, men han er kendt for det.
Tid til den afgørende re-spot black
Efter de otte kampe i 4. session stod det 16-10, og England var dermed bare 2 points fra sejren. De sidste (potentielle) 8 point blev nu spillet som re-spot black, dvs. kun med sort på bordet, hvor den første spiller til at potte den vinder pointet. Irerne viste stadig tænder og indhentede en lille smule, men i sidste ende klarede Ronnie og Mark Selby sagerne og hentede de to points hjem, som de manglede. Final score: 18-13 til England, og holdkaptajn Jimmy White fik overrakt pokalen af den engelske ambassadør i Irland, som også havde overværet kampen.
Jimmy White modtager pokalen for det engelske hold
Vi blev tilbage på Goffs 15 minutters tid efter begivenhederne i salen var forbi, og nød det sidste af stemningen (plus en G&T at slutte af på), og ringede så til en taxa som kørte os tilbage til hotellet, hvor vi ankom 22:30.
Alt i alt var det et virkelig godt og underholdende arrangement. Stemningen ved Irish Legends Cup var i top, og det var sjovt at se spillerne som del af et hold. Faciliteterne var blandt de bedste, vi har oplevet til en snookerturnering, og selvfølgelig var det også lidt af et højdepunkt at møde alle spillerne til receptionen inden kampen.
Du kan læse mere om Snooker Legends her. Hvis du har nogle spørgsmål til os hos snookerrejser.dk kan du også skrive en kommentar herunder, så svarer vi tilbage hurtigst muligt. Vi hjælper gerne med tips og idéer angående rejser til forskellige snookerturneringer. Vi har efterhånden prøvet en del.
Hvis du læse om vores oplevelser ved andre snookerturneringer, så kan du gøre det her: